Borgere kan indstille bygninger til Slagelse Kommunes Bygningspræmiering 2026

Borgere, virksomheder og foreninger i Slagelse Kommune kan nu indstille bygninger og projekter til Bygningspræmieringen 2026. Prisen sætter fokus på byggeri og løsninger, der styrker kommunens arkitektur, bymiljøer og landskaber.
Siden 1988 har Slagelse Kommune uddelt bygningspræmier for at anerkende projekter, der bidrager positivt til omgivelserne. Der kan både indstilles nybyggeri, renoveringer, restaureringer, facadeudformninger, skiltning samt smukke anlæg som torve, pladser og opholdsarealer.
Borgmester Knud Vincents (V) fremhæver betydningen af at anerkende byggeri med kvalitet og omtanke:
”Vi vil gerne anerkende de bygherrer, der gør en ekstra indsats for at skabe byggeri med kvalitet og omtanke. Flotte og veludførte bygninger løfter ikke kun den enkelte ejendom – de bidrager også til helhedsindtrykket af vores kommune. Når der bygges smukt og med respekt for omgivelserne, er det med til at skabe attraktive lokalsamfund og gøre kommunen til et endnu bedre sted at bo og flytte til,” siger borgmesteren.
Dommerpanelet udvælger de nominerede projekter blandt de indsendte forslag. For at komme i betragtning skal byggeriet være færdiggjort mellem august 2025 og september 2026.
Vinderne offentliggøres den 5. oktober 2026 i forbindelse med Arkitekturens Dag.
Faktaboks
- Arrangement: Slagelse Kommunes Bygningspræmiering 2026
- Arrangør: Slagelse Kommune
- Uddeling: 5. oktober 2026
- Anledning: Arkitekturens Dag
- Indstillingsfrist: 24. august 2026
- Hvem kan indstille: Borgere, virksomheder og foreninger
- Krav til projekter: Skal være færdiggjort mellem august 2025 og september 2026
- Kategorier: Nybyggeri, renovering, restaurering, skiltning, facadeudformning og byrum
- Indsendelse: E-mail til plan@slagelse.dk eller post til Slagelse Kommune, Plan, Dahlsvej 3, 4220 Korsør
- Mærkning: Mail eller konvolut skal mærkes ”Bygningspræmiering”
- Præmie til vindere: Bronzeplatte, diplom og pengepræmie på 5.000 kr.
- Sponsorer: Niels Lien A/S og landinspektørerne SKEL






Accepter kun nødvendige cookies